Det er dyrt at få børn – men kun godt halvdelen af forældrene sparer op til de nye babyudgifter

20.04.2015

Penge- og Pensionspanelets nye undersøgelse blandt førstegangsforældre viser, at de i gennemsnit bruger 13.700 kr. på babyudstyr og 7.500 kr. på at holde barnedåb/navngivningsfest for barnet indenfor det første halve år. Men lige under halvdelen af førstegangsforældrene sparer ikke op til disse udgifter inden barnet kommer til verden. Tallene viser også, at kun 64 pct. af de nybagte forældre har en opsparing til uforudsete udgifter.

Førstegangsforældre er i forvejen hårdt spændt for med alle de omvæltninger en baby i familien bringer, så hvis man også bliver klemt på økonomien pga. uforudsete udgifter, en manglende opsparing og høje babyudgifter kan det vælte læsset for den nye familie”, siger Louise Skjødsholm, der er konsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet.

Ny økonomi – læg et budget

Undersøgelsen viser, at knap halvdelen af alle førstegangsfødende familier oplever et indkomstfald på ca. 7.300 kr. om måneden under barslen. Ser man på de månedlige udgifter oplever forældrene, at de i gennemsnit stiger med over 3000 kr. per husstand efter at den lille ny er kommet til verden.

”Det er vigtigt at få overblik over økonomien inden du får barn, når både dine indtægter og udgifter ændrer sig. Læg et budget, få tjek på forsikringerne og kom i gang med at spare op – så gør du din økonomi babyklar”, opfordrer Louise Skjødsholm.

Se de gode råd til nye børnefamilier og prøv babybudgettet på www.rådtilpenge.dk/barn

For yderligere information:

Kontakt konsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelet,
Louise Skjødsholm, på telefon 33 55 83 06, mail: lsh@ftnet.dk