Svært at sammenligne lånetilbud til bilkøbere

17.12.2010

”Vi har sendt en udvalgt kunde på besøg hos ni låneudbydere for at høre om mulighederne for at låne penge til en bil. Men vores mand har oplevet, at det er ganske vanskeligt at opnå og sammenligne skriftlige lånetilbud” siger Penge- og Pensionspanelets formand, professor Carsten Tanggaard.

Penge- og Pensionspanelet har i undersøgelsen set på, hvorvidt der er forskelle på de finansieringstilbud til køb af bil, som kunden har fået hos fem forskellige banker og fire bilforhandlere. Undersøgelsen bygger på mystery shopping, hvor en udvalgt testperson gennemfører en kundesituation uden at tilkendegive, at vedkommende er ”mystery shopper”.

Undersøgelsen viser også, at testpersonen hos tre ud af fire bilforhandlere og hos fire ud af fem pengeinstitutter får tilsagn om et billån. De tilbudte lånebeløb ligger mellem 350.000 og 776.000 kr. En enkelt bilforhandler kræver en underskrevet slutseddel før et lånetilsagn og et enkelt pengeinstitut giver afslag på lån.

Samtidig viser undersøgelsen, at det langt fra er alle, som bruger begrebet ÅOP (Årlig Omkostning i Procent), når de oplyser om omkostningerne ved lånet. 

Kontaktperson:

Formand for Penge- og Pensionspanelet, professor Carsten Tanggaard
Direkte tlf.: 89 42 15 68
Mobil tlf.: 41 28 70 91

Se pressemeddelelsen i pdf

Se rapporten her

 

ÅOP

ÅOP er de Årlige Omkostninger i Procent ved lånet. ÅOP er den samlede pris for et lån eller en kredit, udtrykt i procent per år.

ÅOP indeholder alle omkostninger, som du skal betale for et lån – renter, stiftelsesomkostninger og andre engangsomkostninger.

Med ÅOP bliver engangs-omkostninger fordelt ud på hele lånets løbetid, hvor de lægges oven i renten. Derfor vil ÅOP typisk være højere end lånets nominelle rente.