Fællesøkonomi: Gode råd til økonomien i parforholdet

Når du flytter sammen med din kæreste, vil I typisk i en eller anden form få fællesøkonomi, hvor I deler alle eller nogle udgifter. Hvis I vil undgå, at den ene bruger penge på noget, som den anden synes er spild af penge, kan det være en god idé at tage en snak om, hvordan I vil indrette økonomien.

  1. Vælg en forvalter

    Selvom I er enige om, hvordan økonomien skal koordineres, behøver begge parter ikke nødvendigvis at have styr på alt hele tiden. Det kan være en god idé at lægge ansvaret hos en ”økonomiforvalter”, der har det store overblik.

  2. Få styr på fællesøkonomien

    I kan have fælles økonomi på forskellige måder. Nedenfor kan du se 3 forskellige modeller for hel eller delvis fælles økonomi.

    Model 1: 100 % fællesøkonomi, hvor I puljer alle jeres penge.

    Model 2: I deler fællesudgifter 50/50 og hver især beholder resten af jeres indtægt til "lommepenge".

    Model 3: I deler fællesudgifter i forhold til jeres indkomst (den, der tjener mest betaler mest) og beholder resten af hver jeres indtægt til "lommepenge".

    Der er både fordele og ulemper ved alle 3 former for fællesøkonomi, og alle par har deres måde at styre økonomien på. Det handler om, hvad der er det mest rigtige for jer at gøre i jeres situation. Det vigtigste er, at I aftaler økonomien i fællesskab.

    I kan fx tænke over:

    • Hvis I har 100 % fællesøkonomi, vil din kæreste kunne se hvad du bruger af penge på tøj og fornøjelser.
    • Skal den, der tjener mest, også have flest "lommepenge" eller ønsker I, at I har lige mange penge til fornøjelser/ferier?
    • Hvis én af jer eller I begge har børn fra tidligere forhold, bør I overveje, hvordan I vil dele børnenes udgifter – fx tøj, fritidsaktiviteter og daginstitution mv.

    Tal evt. med jeres bank om at oprette en fælleskonto. Hvis I overfører større beløb til hinandens konti, så vær opmærksom på, at større pengegaver til en samlever kan blive beskattet.

    Se reglerne for beskatning af gaver hos Skattestyrelsen

  3. Lav et fælles budget

    Den bedste måde, at få jeres fællesøkonomi til at hænge sammen, er at lægge et realistisk budget, så jeres fælles forbrug ikke løber løbsk. Rådtilpenge.dk har udarbejdet en budgetskabelon, som kan være en hjælp, når I skal lægge budget.

    Kom godt i gang med budgetskabelonen 

  4. Opret en fælles budgetkonto

    Nogle af jeres fælles regninger skal betales én gang i kvartalet eller én gang om året. Det kan derfor være en hjælp for jeres fælles økonomi, hvis I opretter en fælles budgetkonto.

    Med en budgetkonto kan I fordele alle årets fælles faste udgifter ligeligt på alle månederne. I overfører et fast beløb til budgetkontoen hver måned - og det beløb bliver brugt til at betale jeres fælles faste regninger.

    Hvis I vil oprette en fælles budgetkonto, kan I få jeres bank eller sparekasse til at hjælpe jer med det.

  5. Tilmeld regninger til betalingsservice

    Tilmeld alle faste udgifter til Betalingsservice (Nets). Så trækkes pengene automatisk fra kontoen, når regningen skal betales. Så undgår I giro-gebyrer og eventuelle rykkergebyrer.

  6. Start en fælles opsparing

    Det kan være en god idé at oprette en fælles opsparing. Så har I senere råd til fx at købe bolig, bil eller andre større køb sammen.

    Husk at få begge jeres navne noteret på eventuelle opsparingskonti i banken.

    Få gode råd om opsparing

  7. Bliv medlem af en A-kasse

    Når du flytter sammen med din kæreste, er det en god anledning til at se på, hvordan jeres fællesøkonomi kan hænge sammen i tilfælde af fx arbejdsløshed.

    Få gode råd om hvordan I tilpasser økonomien, hvis en af jer bliver arbejdsløs

  8. Hvis din kæreste har gæld

    Hvis du eller din kæreste har gæld, som I har optaget, før I flyttede sammen, er det en god idé, at I sammen lægger en plan for, hvordan gælden bliver betalt tilbage.

    Hvis I vælger, at hver person selv skal stå for at tilbagebetale egen gæld, er det stadigvæk en god idé, at begge er med til at lægge en plan for tilbagebetalingen, inden gælden vokser sig uoverskuelig stor. Husk på at uanset hvis gæld, det er, kan stor gæld påvirke jeres fælles muligheder for at realisere jeres fælles drømme.

    Du kommer ikke til at hæfte for din kærestes gæld, blot fordi I flytter sammen. Og hvis en partner, som bor på samme adresse, er registreret som dårlig betaler i fx Experians RKI-register eller Debitor Registret, har det ingen betydning for din kreditværdighed.

    Hvis din kæreste har gæld, som han/hun ikke kan betale, og hvis du ejer værdifuldt indbo, kan det være en god idé, at du sikrer dig bevis for, at det, der er dit, faktisk er dit. Så kan du dokumentere ejerforholdet, hvis din kærestes kreditorer møder op på adressen med fogeden for at foretage udlæg.

    Læs mere om gæld her