Fem råd om investering i kryptovaluta

Finanstilsynet mener, at du bør passe på investeringer i kryptoaktiver som Bitcoins, fordi produkterne er uregulerede. Derfor har du ingen særlig beskyttelse og du risikerer at miste din opsparing.

Vælg et mindre risikabelt alternativ

Hvis du investerer i kryptovaluta, tager du en meget høj risiko og kan miste opsparingen. Overvej om traditionelle investeringsformer, som aktier, passer bedre til din risikoappetit. Historien viser, at aktier over tid giver afkast, hvis du er villig til at tage risikoen. 

Vælg tjenester til kryptohandel, som er godkendt af Finanstilsynet

Brug Finanstilsynets virksomhedsregister til at tjekke, at rådgivnings- eller mæglerfirmaet er godkendt af Finanstilsynet. Hvis firmaet er godkendt, minimerer du risikoen for svindel eller dårlig rådgivning.

Match din risikoprofil og din investering gennem rådgivning

En del af forbrugerbeskyttelsen ved de regulerede investeringer ligger i, at et mæglerfirma skal sikre, at der er en sammenhæng mellem din appetit på risiko, og den risiko du løber.

Vær kritisk over for løfter om store og hurtige afkast

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det sikkert også. Der er stor sandsynlighed for, at du enten tager en høj risiko, eller der er tale om svindel, hvis du bliver lovet priser og afkast, som er højere end normalt.

Hvis du er blevet svindlet, så gå til banken og politiet

Hvis du har overført penge med en kortbetaling, kan du kontakte banken og forsøge at få trukket pengene tilbage. Du kan også anmelde svindel til dansk politi, men ofte vil efterforskningen bliver givet videre til udenlandske myndigheder.