Forbrugslån

Kviklån - tænk over dette først

Kviklån, sms-lån eller lynlån er ofte meget dyre sammenlignet med andre typer forbrugs-lån, hvis du ikke betaler dem tilbage i rette tid, fx 30 dage. Også selvom disse forbrugslån har en lav rente, når du optager dem. Derfor er det en rigtig god ide, at stoppe op og tænke dig om en ekstra gang, inden du optager et kviklån. Og et kviklån kan blive meget dyrt, hvis du får det forlænget.

Hvad er et kviklån?

Et kviklån er et forbrugslån på et mindre beløb, som du låner hos en forbrugslånsvirksomhed. Du kan søge om at låne pengene via nettet eller mobilen. Efter 48 timer skal du acceptere at du fortsat ønsker lånet. Du skal ikke stille sikkerhed for lånet, og pengene skal betales tilbage inden for kort tid, fx inden for 2-6 uger. Du kan max betale et kviklån tilbage over 3 måneder.

Regler for kviklån

Der er regler for, hvor meget du må betale for et kviklån. Et kviklån må maksimalt have en ÅOP (årlig omkostning i procent) på 35 %. Der et også en grænse for, hvor meget du maksimalt kan betale for et kviklån – nemlig 100 % oven i lånets værdi. Det betyder, at hvis du fx optager et kviklån på 5000 kr., så kan du maksimalt betale 10.000 kr. for lånet i alt inkl. renter, gebyrer og afdrag.

Du skal dog være opmærksom på, at reglerne trådte i kraft den 1. juli 2020 og ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at hvis du har optaget et kviklån før 1. juli 2020, så gælder de aftalevilkår du sagde ja til, da du optog lånet og dermed også den ÅOP, som var gældende på det tidspunkt.


  1. Kan du spare op i stedet for at låne?

    Find ud af om du behøver lånet – kan du undvære det du vil købe eller kan du måske spare op i stedet? Det er altid er billigere for dig at betale kontant frem for at låne pengene.

  2. Find et alternativ til kviklånet

    Undersøg alternativer til kviklånet. Tal med din bank og hør om du fx kan få en kassekredit eller midlertidigt overtræk.

  3. Find ud af hvad kviklånet koster dig

    Find ud af hvad forbrugslånet koster dig hver måned og hvad du i alt skal betale tilbage. Se på ÅOP, jo lavere jo bedre. Husk at nogle kviklån ser billigere ud end de måske er. Fx kan et lån være omkostningsfrit i 30 dage, men betaler du ikke til tiden, så løber der dyre gebyrer på.

  4. Har du råd til at betale lånet tilbage?

    Tænk over hvad det vil betyde for din økonomi, hvis du optager kviklånet. Er der luft i budgettet til at betale lånet tilbage inden for de næste 2-6 uger.

  5. Husk du kan fortryde dit kviklån

    Hvis du fortryder, at du har optaget et kviklån, så husk at du har 14 dages fortrydelsesret. 4 ud af 10 fortryder, at de har optaget et forbrugslån.

  6. Brug ikke kviklån til at betale andre lån

    Lad vær med at tage kviklån for at betale anden gæld tilbage. Søg rådgivning hos din bank eller hos en gældsrådgiver og få lagt en plan for at komme ud af din gæld.