icon_tool_info_solid_notransp icon_forbrugslaan icon_aegteskabicon_arbejdslivicon_arv_testamenteicon_bankicon_boernefamilieicon_flytningicon_forsikringicon_gaeldicon_huskoebicon_investeringspapiricon_opsparingicon_papirloest_forholdicon_pensionicon_skilsmisseicon_sparetipsicon_test_livssituationicon_tool_facebookicon_tool_facebookicon_tool_arrow_downicon_tool_arrow_lefticon_tool_arrow_righticon_tool_arrow_upicon_tool_closeicon_tool_facebookicon_tool_hamburgericon_tool_acc_expandedicon_tool_acc_expandedicon_tool_minusicon_tool_plusicon_tool_acc_expandedicon_tool_searchicon_tool_twittericon_tool_youtubeicon_unge_oekonomiicon_vaerktoej
2018

36 år, 80 timers arbejdsuge og på røven

20.08.18 af Ida Rud Nielsen, journalist

Det er skamfuldt ikke at have penge, og vi taler ikke om det, for det må jo være folks egen skyld, når de er fattige. De tager sig sikkert ikke sammen. Men jeg arbejder 70-80 timer om ugen og har ikke haft råd til at gå til tandlæge i flere år.

 Tilbage i juli måned havde jeg lige fået min løn. Den var nogenlunde, som den altid er, men det var kvartalsmåned med ekstra mange, store regninger, og denne gang var min lille kistebundsbeholdning svundet ind: Min cykel var blevet stjålet, og selv om forsikringen dækkede det meste (godt at jeg ikke har sparet den væk!), så var der lige den dér selvrisiko på cirka 1600 kroner.

For at det ikke skal være løgn, så mistede jeg (fik måske stjålet) en 1000-kroneseddel, da jeg holdt loppemarked i midten af maj. Så selv om jeg fik solgt for over 1500 kr. på det marked, så gik jeg i minus, fordi standen kostede noget, og jeg havde taget en sjælden taxa t/r til pladsen med mit habengut. Jeg ville jo tjene det ind igen på mit salg. Åh, hvilken ironi.

Det var den opsparing, der ville have gjort, at jeg kunne forsøde sommeren en smule, med en god is, rosé med vennerne og måske en middag på restaurant – ikke noget fancy, men rart og dejligt, når de lyse, lune nætter lokker os ud i byen og naturen.

I stedet sad jeg der, med udsigt til en lang juli måned, solrig og tillokkende, med mindre end 1500 kroner på min konto.

Jeg kan godt leve for mindre. Det gjorde jeg i min studietid, hvor der var omkring 900 kroner på kontoen hver måned. Og det var ikke sjovt, min diæt var sølle, og mit sociale liv forbeholdt få, private arrangementer.

Det er også hårdt med 1500 kroner, når danske jordbær og ærter, nye kartofler og saftige kirsebær lokker i supermarkederne. Men det er en luksus, jeg ikke kan tillade mig.

Det føles enormt skamfuldt at være så økonomisk på røven, for jeg er ikke længere studerende. Jeg er 36 år, uddannet journalist, og jeg arbejder 70-80 timer om ugen. Alligevel tjener jeg højst 20.000 før skat på en måned, for jeg har et deltidsjob og freelancer udover det. Jeg står også i butik ind i mellem, når der er langt mellem freelancetjanserne.

Melder fra til aftaler

Juni måned var heller ikke fantastisk. Jeg havde en aftale med søde mennesker om, at vi skulle ud og spise koreansk. Det var i midten af måneden. Men som dagen nærmede sig, kunne jeg se, at det ikke ville hænge sammen. Hvis jeg gik med, og selv om jeg valgte en billig ret og nøjedes med vand, så var det måske lige den sum penge, der gjorde, at jeg ikke havde penge nok til mad sidst på måneden. Turde jeg tage den chance? Og var det egentlig det værd at gå ud og spise, og ikke kunne vælge det, jeg havde allermest lyst til, når jeg nu for en gangs skyld var ude at spise?

Jeg endte selvfølgelig med at aflyse. Jeg sagde hvorfor. Men jeg havde en fornemmelse af, at det ikke faldt i helt god jord – måske det er mig, der er sart i forhold til det. Det er også dårlig stil at aflyse. Jeg gør det rigtig tit. Og det er sjældent fordi, jeg ikke har lyst, men oftest fordi, jeg ikke har råd.

Der er dog nogle situationer, hvor jeg ikke er ærlig. For eksempel kan jeg finde på at melde fra til fødselsdag, afskedsfest og lignende festlige begivenheder. Fordi jeg ikke har råd til at købe en ordentlig gave. Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste, der inviterer mig, er ligeglade med gaven, men bare gerne vil have mig med – men der kan jeg mærke, at jeg skammer mig. Bliver flov over, at jeg har så lidt styr på mit liv, at jeg ikke har råd til den slags. Og så er det nemmere at komme med en beklagelse om, at jeg ikke kan den dag.

Jeg er sådan én, der samler dåser og flasker med pant op på min vej, hvis jeg ser dem. Hvis jeg har siddet i en park med venner og drukket øl, så er jeg hende, der har en pose med i lommen og samler panten sammen. Og hvis stemningen er, at vi skal på bar, så siger jeg bare, at jeg er træt og skal hjem. Jeg har alligevel ikke råd, og det vil være flovt at gå rundt med en pose tomme dåser i byen.

Jeg har familie fra Canada, der var i Danmark i starten af juli. De inviterede mig med i sommerhus i Nordsjælland, og jeg takkede ja til to overnatninger – på det punkt er det smart med freelanceriet, det kan gøres mange steder fra.

Men det viste sig, at den ene dag, jeg var der, tog de alle sammen i Tivoli. De inviterede mig med. Jeg takkede nej. Hvis penge ikke var et problem, så var jeg taget med, selv om jeg ærligt talt ikke gider gå i Tivoli. Men jeg gider godt se min familie. Men Tivoli er langt nede på min liste over prioriteringer. Når det nu er en oplevelse, jeg ikke rigtigt nyder, så føles det som at smide penge ud af vinduet.

Folk forstår ikke hvad det vil sige at mangle penge

Jeg synes ellers, jeg har lært at indrette mig ret godt efter min indtægt. Hvis jeg kan se, det bliver en ekstra økonomisk trang måned, så inviterer jeg mig selv på middag hos venner, der har bedre råd – det har de fleste af mine venner.

Nogle gange kan det dog også give et rush. Trods fattige juli fik jeg syv dages ferie på Bornholm – min første rigtige ferie siden sommeren 2016. Jeg lånte en campingvogn af venners venner til næsten ingen penge, og selve rejsen kostede 300 t/r med offentlig transport. Jeg spiste rugbrødsmadder til stort set hvert måltid, så der også blev råd til lækker, lokal is og en kold øl om aftenen.

Men noget af det sværeste er egentlig, at mange mennesker ikke forstår, hvad det vil sige ikke at have særligt mange penge: 
Hvis jeg giver udtryk for, at jeg er udmattet og stresset af konstant at arbejde, så spørger de, hvorfor jeg ikke bare tager på ferie. Thailand er rigtig dejlig om vinteren.

Når min vinterjakke går i stykker, jamen, hvorfor køber jeg ikke bare en ny? Og så videre.

Jeg tror også, det hænger sammen med, at folk kan se, at jeg knokler – og de ved, at jeg har taget en videregående uddannelse. Og så kan man ikke være fattig.

Brok er forbudt

Hvorfor har jeg ikke råd? Jeg arbejder jo enormt meget? Det hænger sammen med, at der er få penge i det, jeg gør. Jeg tjener nogle gange kun 200 kroner for en dags arbejde. Så er det op ad bakke.

Og jeg kæmper også med noget gammelt gæld. Fordi jeg lånte penge til at tage på højskole efter et mislykket universitetsforløb. Lånte penge til at købe et instrument til mit band. Jeg har ikke haft en børneopsparing, der kunne bruges til depositum og udgifter, så min løsning har været at låne. Og desværre de dyre lån.

Jeg vil ikke kalde mig fattig. Det er en hån med dem, der har det rigtig svært økonomisk. Men jeg har ikke mange penge. 2000-3000 kroner om måneden at leve for er ikke meget, føles i hvert fald ikke som meget, når man som jeg altid arbejder.

Det er flere år siden, at jeg har været til tandlæge. Jeg håber ikke, at det ender med at blive dyrere i sidste ende. Efter et styrt på cyklen i efteråret driller min ryg, men jeg har ikke råd til at gå til fysioterapi. På grund af ryggen har jeg fundet ud af, at jeg kunne være tjent med en seng, der er mere hård – men det må blive en anden gang.

Jeg vil ikke lyve om min økonomiske situation. Jeg elsker mit arbejde og nyder at knokle med ting, jeg holder af – jeg er overbevist om, at det ender med at betale sig i sidste ende. Men derfor er det stadig trættende konstant at vende kroner og ører, og frustrerende gang på gang at fortælle ellers velmenende folk, at penge ikke gror på træerne.

Og så må man i øvrigt ikke brokke sig over, at man er fattig. Så kommer folk straks og vil finkæmme ens budget, og kan man ikke finde billigere bolig, mobilabonnement og og og. Tro mig. De fleste mennesker, der fylder fryseren med tilbudsvarer og siger nej tak til en øl i solen, de har skåret udgifterne ned til det allermest nødvendige. At tro andet er nedladende. Anerkend venligst, når folk siger, at de ikke har råd. Du skal ikke gøre dig til dommer over, hvorfor de ikke har det. Du kender ikke deres situation.




Dit indlæg

Klik for mere information.