icon_tool_info_solid_notransp icon_forbrugslaan icon_aegteskabicon_arbejdslivicon_arv_testamenteicon_bankicon_boernefamilieicon_flytningicon_forsikringicon_gaeldicon_huskoebicon_investeringspapiricon_opsparingicon_papirloest_forholdicon_pensionicon_skilsmisseicon_sparetipsicon_test_livssituationicon_tool_facebookicon_tool_facebookicon_tool_arrow_downicon_tool_arrow_lefticon_tool_arrow_righticon_tool_arrow_upicon_tool_closeicon_tool_facebookicon_tool_hamburgericon_tool_acc_expandedicon_tool_acc_expandedicon_tool_minusicon_tool_plusicon_tool_acc_expandedicon_tool_searchicon_tool_twittericon_tool_youtubeicon_unge_oekonomiicon_vaerktoej
2018

Kæledyr er dyre

19.02.18 af Morten Holm Steinvig

Hundehvalpe og killinger ser bedårende ud. Men inden du tager dit nye kæledyr under armen, bør du stoppe op og sætte dig ind i, hvad kæledyret koster i hele dets levetid - og om du har råd.

En kanin, kat eller selv en hund koster måske ikke alverden at anskaffe. Men kæledyr kan snildt koste en bondegård, eller i det mindste en ferie, i løbet af et år. For kæledyr skal udstyres, plejes og bespises, og måske forsikres. Så regn efter, om din økonomi kan bære et kæledyr, inden du tager det med hjem. Hvert år dumpes mange kæledyr i papkasser hos Dyreværnet eller i en skov. Det er synd.

Hvilke udgifter koster dit kæledyr?

Om dit kæledyr er dyrt i anskaffelse og driftsomkostninger afhænger helt af arten. Akvarier er billige i guppyer og foder, men hundedyre at anskaffe i udstyr. En hund er det dyreste almindelige kæledyr, du kan holde. Ifølge Den Danske Dyrlægeforening kan en hund koste omkring 12.000 kr. og en kat 6.000 kr. om året i drift. Prøv at gange beløbene med dyrets levetid på 10-15 år...

Her er en huskeliste til de udgifter, dit kæledyr kan koste dig. Undersøg de konkrete priser og kig i din pengepung og dit budget, før du køber kæledyret.

Engangsudgifter til kæledyr

  • Udstyr, fx hundekurv, kattegrus, legetøj, halsbånd, bur
  • Vacciner fx rabies, leverbetændelse, kattesyge. Kan være nødvendige for dit kæledyrs heldbred, og for at du kan få lov til at tegne en forsikring på det.
  • Chipping og øretatovering
  • Stambog
  • Sterilisation
  • Træning

Løbende udgifter til kæledyr, som dit budget skal kunne klare

  • Foder
  • Pleje som kattegrus, savsmuld, legetøj
  • Forsikringer - hunde skal have en lovpligtig ansvarsforsikring

Pludselige udgifter til kæledyr, som du skal have råd til

  • Dyrlægetjek
  • Loppekur
  • Ormekur

Hvilke forsikringer er der til kæledyr?

Hvis dit kæledyr bliver sygt, eller kommer til skade, kan det være nødvendigt at købe behandlinger hos dyrlægen. De udgifter kan hurtigt løbe op. En kæledyrsforsikring er en udgift i sig selv, men kan dække en del af udgiften, hvis uheldet er ude.

Kæledyret kan forsikres med 3 slags forsikringer:

Lovpligtig ansvarsforsikring til hunde

Din hund skal have en hundeansvarsforsikring, som dækker skader hvis hunden fx bider en anden person eller river andres ejendom i stykker. Hundeansvarsforsikringen dækker ikke, hvis hunden laver skader på en som passer din hund. I den situation skal du købe en udvidet ansvarsforsikring.

Sygeforsikring til kæledyr

Hvis dit kæledyr bliver sygt eller kommer til skade, dækker en sygeforsikring til dit kæledyr en del af udgifterne hos dyrlægen. Forsikringsselskabet kan stille nogle forskellige krav for at tegne sygeforsikringen.

Kravene, du skal opfylde for at tegne en sygeforsikring, kan være forskellige. Og de varierer fra selskab til selskab. For eksempel kan der være krav til kæledyrets alder eller en bestemt vaccine, når du tegner sygeforsikring til dit kæledyr.

Vær også opmærksom på, om sygeforsikringen til dit kæledyr dækker i hele dyrets levetid eller blot i fx 10 år. Se også på begrænsningerne i, hvilke sygdomme og behandlinger forsikringen dækker, hvor stor en selvrisiko du har på en behandling, og hvor mange behandlinger sygeforsikringen dækker.

Livsforsikring til kæledyr

Hvis sygdom gør det nødvendigt at aflive dit kæledyr, vil en livsforsikring dække udgifterne til et nyt kæledyr af samme art og race.

Indboforsikring og kæledyr

Tjek også om din indboforsikring dækker skader, som stammer fra dit kæledyr. Fx om vandskader fra et akvarium er dækket. Eller om din indboforsikring dækker skader på dit kæledyr.



Dit indlæg

Klik for mere information.
Jonas Jørgensen skrev et indlæg d. 2. marts 2018:

Loppe og ormekur bør vist ikke ligge under "pludselige" udgifter.

Langt de fleste kæledyrsejere behandler proaktivt.

Læs eventuelt mere om lopper her:
http://informationer.nu/saadan-slipper-du-lopper/