Find råd til en bedre privatøkonomi på ny hjemmeside

27.02.2013

Gode råd er dyre, men ikke på den nye hjemmeside raadtilpenge.dk, som giver gratis og uvildig hjælp til selvhjælp. Siden henvender sig både til alle med ondt i økonomien, og alle andre som godt kunne tænke sig at blive klogere på nogle af de vigtige beslutninger i tilværelsen.

På den nye side www.raadtilpenge.dk kan danskerne finde gode råd til hele livet - fra hvordan man styrer sin økonomi når man flytter hjemmefra, til hvordan man sørger for sin pensionsopsparing. Der er skabeloner til budgetter, forskellige tests, guides og spareråd.

”Hjemmesiden er lavet i et særligt design, så forbrugerinformationen er let tilgængelig, når man surfer på sin smartphone i bussen, sin iPad i sofaen eller sin computer ved spisebordet. Det er et forsøg på at nå ud på så mange platforme så muligt, og møde befolkningen der hvor de søger information”, udtaler Morten Holm Steinvig, sekretariatsmedarbejder i Penge- og Pensionspanelet.

Forbrugerinformationen er udviklet af Penge- og Pensionspanelet, der er et uvildigt panel under Erhvervs- og Vækstministeriet.